• Trump-triumf kan gøre det dyrere at være dansk boligejer

    来源: BDK Finans / 04 11月 2024 23:03:39   America/New_York

    Som dansk boligejer har man god grund til at følge med i, hvordan det amerikanske præsidentvalg ender i løbet af de kommende dage. Udfaldet kan nemlig komme til at få betydning for renterne herhjemme. Det vurderer flere økonomer. En sejr til republikanske Donald Trump kan, hvis han får lov til at føre sit politiske program ud i livet, få renterne til at stige, siger Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit. - Hans politiske program indeholder flere ting, som kan komme til at påvirke renteniveauet, siger han. - Det ene - og nok det mest direkte - er, at han vil bruge flere penge og dermed øge det offentlige underskud. Blandt andet i form af skattelettelser. - Det er noget, der vil løfte væksten. Og når man løfter væksten, løfter man også prispresset og dermed inflationen i et eller andet omfang. Så er der mindre plads til, at den amerikanske centralbank kan sætte renten ned. Konsekvenserne kan særligt komme til at gå ud over de danske boligejere, som har opkonverteret til et fastforrentet 5-procentslån for at skære en del af gælden. Gevinsten er dog først sikret, hvis renterne falder igen, så der kan nedkonverteres til en lavere rente på ny. Men det kan en sejr til Trump ende med at spænde ben for, vurderer Sune Malthe-Thagaard. Når amerikansk pengepolitik kan få betydning for danske boligejere, skyldes det, at USA's økonomi generelt sætter retningen for verdensøkonomien og derfor det globale renteniveau, lyder det videre. Det er Søren Kristensen, der er cheføkonom hos Sydbank, enig i. Ifølge cheføkonomen kan også Donald Trumps ambitioner om at indføre højere toldsatser og hans planer om at smide immigranter ud af landet få konsekvenser. - Han vil tage et sted mellem fem og seks millioner immigranter og sende dem ud af USA. - Mange af dem er på arbejdsmarkedet, så det her tiltag vil nok føre til et større lønpres. Det er noget, der vil give mere inflation og derfor også nogle højere renter. Omvendt forudser begge økonomer, at renterne kan komme til at falde, hvis demokraten Kamala Harris løber med sejren. Det afhænger dog også af, hvordan magten kommer til at fordele sig i Kongressens to kamre. - Når vi tror, at det modsatte kan ske, hvis Harris vinder, er det fordi, hun ikke vil gøre det samme med tolden, og så vil hun faktisk lave nogle skattestigninger på selskabsskatten, siger Søren Kristensen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/trump-triumf-kan-goere-det-dyrere-at-vaere-dansk-boligejer
分享